Den bedste udgave af mig selv

personlighed_vækstJeg hører gang på gang vendingen: “Jeg vil være den bedste udgave af mig selv”. Og hvor kan jeg dog ikke forlige mig med den vending. Det er der især tre grunde til:

For det første ligger der understået den påstand i udsagnet, at vi mennesker kan opnå en bestemt form – at der er en endegyldig udgave af fx dig og af mig. En udgave som er perfekt – hverken mere eller mindre. Hermed gøres mennesket til en ting – et produkt der bare lige skal justeres lidt, så…

For det andet ligger der den holdning gemt i udsagnet, at det er forkert at fejle – at have fiasko. Det handler om at være bedst. Men er det i vores stræben efter at blive den bedste, at vi får kontakt med alle sider i vores personlighed? Og tør vi være nysgerrige og gå andre veje i livet, hvis målet er den bedste udgave?

For det tredje, hvem skal egentlig lige vurdere, hvad der er den bedste udgave? Kan vi selv vurdere det? Kan andre?

Hvad kunne man sige i stedet? Jeg har et forslag. Hvad med: “Jeg er i verden, som den jeg er lige nu – og jeg udvikler mig gennem det, jeg møder i livet og i mig selv”. Jeg tænker, at denne formulering kan give en mere afslappet holdning til livet – og det kan jo være nødvendigt fx i de situationer, hvor vi ønsker at mindske det pres, vi påfører os selv i jagten på det “perfekte liv”.

Kærlig hilsen Daniela

Leave a Reply